Menu

Vilhelm Bjerke-Petersen

1948-08-30

Modtager

Ib Geertsen

Dokumentindhold

linien II; linien IIs udstilling i Den Frie Udstillings bygning fra d. 31.7.1948 - 15.8.1948; Vilhelm Bjerke-Petersens forhold til Ricard Mortensen, Ejler Bille og Egill Jacobsen.

Transskription

[Med ukendt håndskrift:] 63 30-8-48.

[Med Vilhelm Bjerke-Petersens håndskrift:] c/o Karl Stendal
Stenhuggeriet
Söndrum
Halmstad.

Kære Ib,

Tak for dit brev. Morten var desværre allerede rejst, da jeg fik dit brev.

Men jeg giver dig ganske ret. Blot er der den forskel, at jeg kender Morten. Jeg respekterer ham som en begavet maler og teoretiker, men jeg har aldrig troet på muligheden af noget samarbejde med ham - han gør kun, hvad der er til fordel for ham - det er hans vej!

Jeg synes det eneste [understreget] synspunkt I kan anlægge ved ønsket om at have ham i linien er dette: at det er en fordel for liniens udst. at reklamere med hans navn og at hans kunst er til gavn for helheden. Derudover vil jeg ikke håbe at I venter jer noget, for så bliver I skuffede. Jeg har selv lidt så meget under kunstpolitiken i Danmark - først og fremmest drevet af Bille og Morten + Egil Jacobsen, og det er en af hovedgrundene til, at jeg bor i Sverige. Jeg vil ikke have med kunstpolitik at gøre [otte ord understreget]. Og jeg vil heller ikke nu blande mig i det. Men jeg vil fuldt ud loyalt samarbejde med linien i alle saglige [understreget] anliggender, og I må vide, at jeg altid holder mig på den vej jeg betræder og går den lige, uden politiske omveje! Jeg vi gøre alt jeg kan for linien. Men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg ikke anser alt [understreget] hvad der præsteres i linien for at være værdifuldt nok til at vises

[Side 2]

hvorsomhelst. Vi må jo regne med at for at det skal have en værdi at vises i udlandet forudsættes det, at disse ting har noget at give, som ikke allerede er kendt ude. Jeg mener derfor, at vi i mange tilfælde må være tilfredse med at få 1 eller 2 eller 3 repræsentanter i udlandet ved forskellige udst. Det er dog i alle tilfælde til fordel for det hele. Jeg ved f.eks. at Morten har foreslået Winther til Denise René til den forestående udst. (Jeg ved ikke engang om han har foreslået mig!)

Men det er klart, at det vilde være ganske hensigtsløst, at medtage f.eks. Blask og Helge Jacobsen! (Jeg udtaler mig ikke om, hvad de kan nå til, men kun om hvad de er i øjeblikket).

Og med hensyn til næste års gæster [understreget], så tror jeg ikke vi skal overlade for meget til Morten - det er min mening - i synderlighed så længe han ikke engang er medlem. Han må forstå, at han ikke får nogen indflydelse på linien, før han bliver medlem. Ellers tager han hele hånden. Som det var tilfældet en gang tidligere for linien


Vil du gøre mig en tjeneste og skaffe mig 15 Kataloger [to ord understreget] for propaganda i Sverige, hvis vi ikke kan få dem, så betaler jeg dem og du kan få penge af min moder, men jeg synes at vi i al fald kan få dem til reduceret pris, nu efter udstillingen.

Vil du sende dem omgående?

Du må gærne gøre en del af medlemmerne bekendt med indholdet af mit brev, hvis du synes der er hensigtsmæssigt.

Bedste hilsen

Vilhelm.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Der er tale om en fotokopi af et brev fra Vilhelm Bjerke-Petersen til Ib Geertsen i Ib Geertsens arkiv.

Halmstad

Betegnet på brevet f.o.:

c/o Karl Stendal
Stenhuggeriet
Söndrum
Halmstad.

Kuverten poststemplet recto:

HALMSTAD1
30 8 48. 14-18
* LBR *

Birkerød

Den ledsagende kuvert recto:

Maleren Ib Geertsen
Kirkevej 1
Birkerød [understreget]
Danmark.

Richard Mortensens arkiv. Brevkopier fra andre arkiver (Ib Geertsens arkiv). Statens Museum for Kunst.