Vilhelm Bjerke-Petersen
1948-01-14
Sender
Vilhelm Bjerke-Petersen
Recipient
Egon Östlund
Document content
Awaiting summary
Transcription
Grev Turegatan 16 B 3
Stockholm
14 - 1 - 48.
Kære venner, Karin og Egon,
Tusind tak for det varme venskabsbrev!
Jeg blev allerede så trist för jul, da jeg hörte at Egon var syg igen af noget andet, men jeg kom mig aldrig for at skrive. Men nu synes jeg, at skæbnen er for ond mod dig kære Egon, tænk hvad du skal gå igennem, det gjorde mig virkelig sørgmodig at høre om et nyt tilfælde, også for stakkels Karins skyld. Men jeg håber nu af hele mit hjærte, at det må forsvinde igen og for evig, thi ingen mere end du Egon fortjener at være frisk, stærk og uden bekymringer.
Så jeg ønsker jer altså begge to alt godt i det nye år og først og fremmest sundheden!
Og så tak for al glæde vi har haft sammen i det forgangne år.
Tak for pengene i december. Med hensyn til billedet, så behøver I ikke at tænke på at sende det retur foreløbig. Jeg kan få det engang ved lejlighed.
Ganske vist skal jeg have udstilling d. 31 januar. Men jeg har billeder nok
[Side 2]
2
alligevel.
Og nu er der en sag, jeg gærne vil skrive til dig om Egon.
Som du ved, skal jeg åbne en udstilling hos Louis Hane på strandvägen d. 31. jan. af mine nye non-objektive billeder. Som du ved representerer disse en side af maleriet, som er meget lidt kendt her i Sverige og det vil naturligvis virke fremmed på såvel kritikere som publikum. Jeg talte med Hahne idag, og han mente, at det vilde have sin betydning, om jeg havde et kort forord, en introduktion i kataloget.
Det er derfor jeg har den dristighed at skrive til dig, for at spørge om du kan og vil vise mig den hæder at skrive et sådant?
Jeg synes nok, det er lidt kedeligt at skrive til dig om det just nu, hvor du er syg, så du må forstå, at jeg mener det kun ifald du føler dig tilstrækkelig frisk og oplagt!
Men det skal jo ikke være langt, kun ca. 1 side eller mindre eller mere, præcis som du føler.
Som det måske er gået op for dig, så betragtes du jo efterhånden som en virkelig kunstautoritet [to ord understreget] og dit ord har derfor en stor vægt og betydning.
[Side 3]
3
Du ved, jeg er ikke bortskæmt med annerkendelse - tværtimod, jeg synes til tider næsten det er beklemmende så ensom jeg er dømt til at være og saa bange kritiken er for at "gå ind" for mig.
Men efterhånden er jeg jo i en sådan alder, at [ord overstreget] hvis der ikke snart sker en ændring for mig, så ser det ganske håbløst ud.
Du forstår derfor af hvilken ubetinget betydning det vil være for mig om du, just du, hvis mening og inteligens jeg værdsætter så højt, vilde ledsage mit nye skridt i kunsten og i kunstlivet i Sverige, med et par ord, der dels var vejledende for publikum og dels annerkendende mit arbejde.
Vil du det Egon?
Jeg må i tilfælde have manuskriptet inden d. 25 jan. Men jeg vilde være glad for at høre et par ord fra dig forinden, om du vil påtage dig det.
Naturligvis skulde du også have et honorar for dit arbejde, men hvis jeg må give dig et lille billede for det, vil jeg være meget glad.
Der er blot en ting jeg vilde værdsætte om du nævnte, nemlig at sådanne billeder ikke [understreget] lader sig indrangere eller begrænse af en titel. Jeg har nemlig
[Side 4]
4
ikke tænkt at kalde dem noget, da jeg ikke synes deres indhold på nogen måde kan udtrykkes i ordets sprog. Jeg kalder dem blot: genstandsløse malerier [to ord understreget], Komposition nr. 1, 2, 3 - o.s.v. og dette skulde gærne have en forklaring.
Det er ikke for at give dig nogen påtvungen retningslinje - du skal naturligvis skrive præcis [understreget], hvad du selv mener - men du ved jeg lægger stor vægt på at disse billeder ikke [understreget] er abstraktioner, (d.v.s. abstraheringer fra noget genstandsmæssigt), men at de er skabt i absolut konkret [understreget] malerisk form, linje og farve og at indholdet er kun [understreget] billedligt, og ikke i nogen måde litterært eller symbolsk.
Et forord fra dig vil kunne ændre hele min position i Sverige og give udstillingen den karakter af alvorligt arbejde, som jeg håber på må blive forståelig for såvel kritik som publikum.
Med de bedste hilsener
fra vennerne
Elsa og Vilhelm.
Facts
PDFSvensk, Dansk
Betegnet på brevet f.o.:
Grev Turegatan 16 B 3
Stockholm
Den ledsagende kuvert verso:
Afs: V. B. Petersen
Grev Turegt. 16 B 3
Stockholm.
Den ledsagende kuvert recto:
[Med Egon Östlunds håndskrift:] Vilhelm
[Med Vilhelm Bjerke-Petersens håndskrift:] Förstemaskiningeniör Egon Östlund
Stengärdsgatan 33
Borås.
Egon Östlunds arkiv. Universitetsbiblioteket, Lunds universitet.