Vilhelm Bjerke-Petersen
1935-08-05
Afsender
Vilhelm Bjerke-Petersen
Modtager
Egon Östlund
Dokumentindhold
Tidsskriftet "konkretion".
Transskription
københavn d. 5-8-35
højbro plads 15
kære egon,
tak for dit brev i dag og for hilsnerne fra alle i gruppen, du maa forstaa at det arbejde jeg gør er ikke noget at takke mig for - det er blot min maade at leve paa - altsaa en ren selvopholdelsesdrift! -------
det var forfærdelig morsomt at træffe dig her i københavn igen, det er altid en fest at være sammen med dig - timer som man aldrig glemmer.
jeg har tænkt nærmere over sagen og er kommet til følgende resultat: tidskriftet maa [understreget] ud, og den eneste gunstige aarstid at begynde et tidskrift paa er høsten. men jeg har en ordning der sikkert kan lade sig gennemføre og som er sikkert lige god og mindre kompliseret.
tidskriftet skal fra første færd være interskandinavisk, det er naturligt og paakrevet. jeg har derfor tænkt at ordne det paa en anden maade, som jeg haaber kan accepteres i sverrige. jeg opfører paa forsiden:
redaktør:
vilh. bjerke-petersen [understreget]
tilknyttet redaktionen: [understreget]
for sverrige:
ing. egon östlund [understreget]
for norge:
karen holtsmark [understreget]
(med norge er det gaaet i orden!)
paa denne maade bliver tilskudet fra de tre lande af forskellig størrelse for hvert nummer.
[Side 2]
2
og gør derved det hele mere levende. artiklerne trykkes da ind imellem hverandre. i et nr. kan sverrige være dominerende, i et andet danmark o.s.v. saaledes at ved aargangens afslutning har hvert land indtaget omtrent lige meget plads. alt udenlandsstoffet bliver saaledes fælles for alle 3 lande.
til bladets første nr. har jeg faaet tilsendt artikler baade fra kandinsky og arp.
se paa denne maade maa du kunde ordne det. efterhaanden som artikler skaffes sender du dem til mig.
praktisk set paa sagen er der foreløbig kun tale om nr. 1. hertil maa jeg da have ihvertfald 1 artikel samt 2-3 fotos af halmstadgruppen og maaske en lille introduktionsartikel til læserne om at bladet i fremtiden vil være halmstadgruppens organ, at der vil blive reproduceret nye arbejder i hvert nr. o. s. v. eller hvad du synes der bør staa. ogsaa smaa meddelelser er godt om nye bøger, udstillinger o. s. v.
til de senere numre kan i jo saa faa samlet et større stof sammen, desuden kan i stille forslag om billedstof fra udlandet!
synes du ikke dette er en god ordning?? i faar tid paa jer, det første nr. kan da nøjes med 1 artikel og 2 til 3 billeder fra sverrige. i januar laver vi saa et helt udstillingsnummer.
og det økonomiske:
ved nævnte ordning paatager jeg mig hele det økonomiske og administrative for at forenkle sagen. kun en ting maa være betingelsen: som du ved blev vi enige om 3 sider annoncer. heraf maa hvert land sørge for 1 side. altsaa 2 halvsides annoncer paa 14,5 x 11 cm à kr. 30 eller 1 helsides paa 14,5 x 22,7 cm à kr. 50, saaledes at
[Side 3]
3
jeg paa denne maade bliver sikret [understreget] 50-60 kr. pr. land til hvert nummer - dette kan sikkert ikke være vanskeligt at [ord overstreget] skaffe? (farvehandlere, restauranter o.s.v.), boghandlere).
eksemplarantallet pr. aar sætter jeg saa til 8 nr. annoncerne kan da tegnes som gennem-løbende:
f.eks. ½ side i et aar kr. 200.
eller 1 side " " " kr. 350.
saaledes at vi giver en rabat. betalingen kan forfalde ved hvert [ord overstreget] nr.
sammenfattet bliver sverriges forpligtelser da følgende:
1) egon östlund: redaktionel medarbejder.
2) inden d. 20de august 1 artikel, 2-3 fotos og en introduktionsartikel.
3) i aargangens løb ca. 8 gange 2-3 fotos + 1-2 artikler.
4) garanterer 50-60 kr. i annoncer pr. nummer.
5) skaffe inden 1ste sept. en forlægger for sverrige (forlag eller boghandel, der tager bladet i kommision) og oplyser om hvor stor % vi skal give herfor.
6) alle artikler maskinskrevne. [tre ord understreget]
dette maa [understreget] gaa i orden!!
en masse hilsener til jer alle og til dig selv egon fra jeres ven
vilhelm.
Fakta
PDFDansk
Betegnet på brevet f.o.:
københavn d. 5-8-35
højbro plads 15
Den ledsagende kuvert recto:
[Med Egon Östlunds håndskrift:] Vilhelm Bjerke-P
[Med Vilhelm Bjerke-Petersens håndskrift:] hr. ing. egon östlund
"sjungaregården"
magnarp.
vejbyslätt [dobbelt understreget]
sverrige.
Egon Östlunds arkiv. Universitetsbiblioteket, Lunds universitet.