Menu

Vilhelm Bjerke-Petersen

Introduktion

Med denne kildesamlings i alt 215 breve, fotografier og andre dokumenter belyses i samlet form den danske billedkunstner og kunstteoretiker Vilhelm Bjerke-Petersens (1909-1957) forbindelse til den internationale surrealistbevægelse og andre internationale kunstnerkollegaer. Kildematerialet har i særlig grad betydning for forståelsen af dansk surrealisme og kaster et vigtigt lys over de danske surrealisters forhold til den internationale surrealistbevægelse, væsentligst den svenske, franske og engelske.

Gå direkte til søgning

Kildesamlingen består af dokumenter fra både offentlige og private arkiver og samlinger i Danmark og udlandet, heriblandt håndskriftsamlingen på Det Kongelige Bibliotek i København, Vilhelm Bjerke-Petersens arkiv på Museum Jorn i Silkeborg og håndskriftsamlingen på Universitetsbiblioteket i Lund. Kildesamlingen er et udvalg af breve med fokus på Bjerke-Petersens internationale forbindelser og arbejdskontakter. Derfor er private breve til og fra familiemedlemmer, private papirer og også artikler og manuskripter, inklusive gennemskrivninger af bogmanuskripter, umiddelbart ikke medtaget. For oplysninger af mere privat karakter og indsigt i Bjerke-Petersens skriveprocesser må den enkelte interessent eller forsker på egen hånd opsøge materiale i de respektive museums- og arkivinstitutioner, herunder også breve og billedmateriale i Vilhelm Bjerke-Petersens anden hustru Eva-Lisa Lennartssons (1910-1999) efterladte papirer på Kungliga Biblioteket i Stockholm.
Kildesamlingens udvalg af breve og dokumenter foregiver ikke at være komplet. Vilhelm Bjerke-Petersens korrespondenser har beviseligt været mere omfattende. Yves Tanguy (1900-1955) har sendt flere breve til Bjerke-Petersen end det ene i denne samling, ligesom Bjerke-Petersens breve til blandt andre André Breton (1896-1966), Paul Éluard (1895-1952) og Benjamin Péret (1899-1959) også mangler. Ikke alle breve er tilsyneladende nået frem til modtageren eller er blevet gemt, og det er derfor kun en del af brevudvekslingerne, som kommer til syne her. Med den store geografiske spredning af materiale i arkiver og institutioner in mente kan enkelte breve eller brevgrupper derudover være utilsigtet overset. Det betyder imidlertid ikke, at kildesamlingen ikke giver et retvisende billede af omfanget og karakteren af Vilhelm Bjerke-Petersens kontakt med sine internationale kollegaer.

Brevenes indhold. Et internationalt udsyn

Brevene i kildesamlingen strækker sig fra 1930-1956 og har åbenlyst periodiske huller, især i årene omkring Anden Verdenskrig. Fraregnet et tidligt brev fra den norske billedkunstner Erik Werenskiold (1855-1938) fra 1930 er de første breve koncentreret omkring arbejdet i den danske kunstnergruppe ”linien” i 1934, samarbejdet med kollegaerne Ejler Bille (1910-2004) og Richard Mortensen (1910-1993), og Vilhelm Bjerke-Petersens arbejde med den internationale udstilling ”kubisme = surrealisme” i januar 1935 på Den Frie Udstillingsbygning i København. Det heftige brud mellem Bille og Mortensen på den ene side og Bjerke-Petersen på den anden, som især skyldes uenigheden om surrealismens motivation og bevæggrunde, beskrives i kildematerialet af Bjerke-Petersen selv i breve til Egon Östlund (1889-1952), den svenske ankermand for Halmstadgruppen, og i breve og brevfragmenter til Ejler Bille og Richard Mortensen. Bjerke-Petersens breve kan betragtes som partsindlæg, og konflikten mellem Mortensen/Bille og Bjerke-Petersen fremstår meget personlig og bliver ved med at dukke op også i senere breve: Mortensens forsøg på at intervenere fremstilles både af Egon Östlund og af den engelske surrealist David Gascoyne (1916-2001) i hans to breve om ”The International Surrealist Exhibition” i London i 1936; Bjerke-Petersens ordknappe bekræftelse af Bille som maler i et brev til museumsdirektør Alfred H. Barr (1902-1981) i et brev om udstillingen ”Fantastic Art Dada Surrealism” på Museum of Modern Art i New York i 1936-1937; Bjerke-Petersens udlægning af Mortensens syn på Bjerke-Petersens kunst i et brev til Hans Arp (1886-1966) i 1954.
Det svenske medlem af Halmstadgruppen Erik Olsons (1901-1986) syn på konflikten som et rent dansk anliggende er gengivet i Viveka Bossons brevbaserede biografi ”En sökares vandring”, ligesom breve fra den danske kunstner Franciska Clausen (1899-1986) og stud.polyt. og oversætter af Freud-tekster Jørgen Neergaard (1910-1937) til Ejler Bille belyser konflikten. Hverken Clausens eller Neergaards brev, især sidstnævnte der nuancerer og også taler til Bjerke-Petersens fordel, er inkluderet i Jan Würtz Frandsens grundige fremstilling af konflikten i ”Richard Mortensen. Ungdomsårene 1930-1940. Mellem surrealisme og abstraktion”. Mortensens og Billes læserbrev, som får konflikten til at bryde ud, er trykt i dagbladet Politiken onsdag d. 31. oktober 1934.
Det er også i forbindelse med udstillingen ”kubisme = surrealisme” og udgivelsen af tidsskriftet ”konkretion” i 1935-36, at breve fra en perlerække af internationale kunstnere i Europa indfinder sig i Bjerke-Petersens korrespondenser. Wassily Kandinsky (1866-1944), Hans Arp, Marcel Duchamp (1887-1968), André Breton, Paul Éluard, Benjamin Péret, Friedrich Vordemberge-Gildewart (1899-1962), Roland Penrose (1900-1984), David Gascoyne, Herbert Read (1893-1968) og flere andre udgør sammen med kollegaerne i den svenske Halmstadgruppe i denne periode en vigtig kontaktflade i Bjerke-Petersens billedkunstneriske og kunstteoretiske arbejde. Kontakterne udgør fundamentet for de danske surrealisters efterfølgende deltagelse i de store internationale surrealistudstillinger i London i 1936 og i Paris i 1938 og 1947. Den danske surrealistgruppe indgår her teoretisk og praktisk i et tæt fællesskab med de internationale kollegaer.
Samtidig er fraværet af kvindelige kunstnere, både som brevskrivere og som direkte og indirekte dele af brevenes indhold, iøjnefaldende. Karen Holtsmark (1907-1998) fremstår i brevene omtrent som fantomagtig redaktionel medarbejder for Norge på tidsskriftet ”konkretion”. Enkeltstående værker af Valentine Hugo (1887-1968), Sophie Taeuber-Arp (1889-1943) og Barbara Hepworth (1903-1975) og en tekst af Gisèle Prassinos (1920-2015) udgør blot en marginal del af ”konkretion”s billedstof og tekster, mens en henvisning til Claude Cahuns (1894-1954) bog ”Les Paris sont ouvert” i en artikel i ”konkretion” antager kunstneren for at være en mand. Rita Kernn-Larsen (1904-1998) nævnes kun få gange i brevene, Elsa Thoresens (1906-1994) kunstneriske arbejde en lille smule mere. Kvinderne er der og er der ikke.
Derfor skiller et brev fra 1939 fra Sophie Taeuber-Arp til Bjerke-Petersen sig også ud.
I 1937-38 opholder Bjerke-Petersen sig i Paris sammen med sin hustru Elsa Thoresen, og fra denne periode og frem til Anden Verdenskrigs udbrud kan de danske surrealisters invitation til deltagelse i den legendariske ”Exposition Internationale du Surréalisme” i Galerie Beaux-Art i Paris i januar 1938, kunstlivet i Paris og Bjerke-Petersens samarbejde med Hans Arp og Sophie Taeuber-Arp om udstillingen ”International nutidskunst. Konstruktivisme Neoplasticisme Abstrakt kunst Surrealisme” i Kunstnerforbundet i Oslo i Norge i 1938 følges i kildesamlingens dokumenter. Arp-parret indtager på flere måder en særlig plads i Bjerke-Petersens korrespondenser, både i forhold til antallet af breve, i forhold til kontaktens varighed fra 1935-1954 og i forhold til en mere venskabelig og privat omgangsform.
I sit brev fra 1939 beskriver Taeuber-Arp de noget nær kaotiske forhold, som støder til udstillingen i Oslo (et maleri af Miró (1893-1983) er blevet skrammet, en tegning af Oscar Domínguez (1906-1957) er forsvundet, et relief af Domela (1900-1992) er gået i stykker, i en taxa har Hans Arp transporteret skulpturer og billeder, som er blevet stødt). Samtidig betoner hun, at hun og Arp føler et ansvar for at bringe tingene i orden. Biografiske breve og noter fra Joan Miró, Benjamin G. Benno (1901-1980), René Magritte (1898-1967), Oscar Domínguez og Max Ernst (1891-1976) understøtter forståelsen af det organisatoriske arbejde med udstillingen, ligesom en hilsen med en original tegning og et lidt senere brev fra Kurt Schwitters (1887-1948) begge knytter kontekstuelt an til det udstillingsrelaterede kildemateriale.
En billedserie på i alt 12 fotografier fra ”International nutidskunst. Konstruktivisme Neoplasticisme Abstrakt kunst Surrealisme” dokumenterer samtidig udstillingens faktiske karakter. Fotografierne, der stammer fra Bjerke-Petersens og Elsa Thoresens private fotoalbum, har ikke tidligere været offentliggjort samlet. Hovedværker af Kandinsky, Miró, Magritte, Ernst, Schwitters, Domínguez, Domela, Arp og Taeuber-Arp hænger her side om side, fletter sig ind i hinanden og vidner om det tætte arbejdsfællesskab, som de toneangivende kunstnere i perioden reelt indgik i. Sammen med brevene placerer fotografierne Vilhelm Bjerke-Petersen i inderkredsen af et internationalt netværk.
Hertil kommer så en noget mindre brevgruppe om forholdene op til og lige efter Anden Verdenskrig: Victor Brauner (1903-1966) og Yves Tanguy retter i 1939 begge henvendelse til Bjerke-Petersen i forbindelse med de vanskelige økonomiske forhold i Paris og salg af værker; Oscar Domínguez, Herbert Read og E.L.T. Mesens (1903-1971) redegør fra 1945 og nogle år frem i breve til Bjerke-Petersen for krigens indflydelse på kunsten og de brudte internationale kontakter kunstnerne imellem.
Fra efterkrigstiden og frem til Bjerke-Petersens død i 1957 stikker især tre breve fra Asger Jorn (1914-1973) om en flersproget udgivelse af Bjerke-Petersens ”Symboler i abstrakt kunst” fra 1933 og Bjerke-Petersens teoretiske resultater internationalt betragtet ud, sammen med breve fra direktøren for MoMA i New York, Alfred H. Barr Jr. og museumsinspektør samme sted, Iris Barry (1895-1969). Brevene fra Barr og Barry knytter sig til perioden 1946-47, hvor Bjerke-Petersens boede i New York sammen med sin familie. Herfra stammer også et håndskrevet CV fra Bjerke-Petersen og en note fra Hilla Rebay, kurator ved Museum of Non-Objective Art, i dag Solomon R. Guggenheim Museum i New York, hvor Bjerke-Petersen deltog med et maleri uden titel på udstillingen ”Loan Exhibition (#56)”, der åbnede d. 12. februar 1947.

Brevene i et dansk kunsthistorisk lys
Udover førstehåndsbeskrivelserne af bruddet i ”linien” kaster brevene i en dansk sammenhæng lys over de faktiske forhold, som gjorde sig gældende for den danske surrealistgruppe og deres samtidige danske kollegaer. Brevene kan meget konkret bruges til at præcisere og korrigere eksisterende opfattelser i den danske kunsthistorie og i nogle tilfælde også afklare tvivlsspørgsmål.
Hvor en del faglitteratur for eksempel har anført, at Rita Kernn-Larsen deltog på surrealistudstillingen i London i 1936, dokumenterer brevene, at Kernn-Larsen ikke blev inviteret til at udstille og ikke deltog med værker. To af hendes malerier var dog reproduceret i et til lejligheden fremstillet hæfte om de danske og svenske surrealister.
Og lidt overset fik ikke kun Wilhelm Freddie (1909-1995) men også Vilhelm Bjerke-Petersen beslaglagt sit maleri, ”Tilbedt Exhibitionisme”, af de engelske toldmyndigheder på grund af værkets stødende karakter i forbindelse med udstillingen i London. Og hvor Freddie deltog med tegninger på udstillingen i London, blev Bjerke-Petersens tegninger valgt fra, sandsynligvis igen på grund af deres stødende karakter. Brevene fra den engelske surrealist David Gascoyne til Bjerke-Petersen åbner for flere fortolkninger af Freddies og Bjerke-Petersens deltagelse i udstillingen.
Kildesamlingen rejser derfor også indirekte spørgsmålet om, i hvis interesse den danske kunsthistorie er blevet skrevet? Hvem har brug for at skrive den kunsthistorie? Er der for eksempel kongruens mellem de faktiske forhold, som brevene internationalt beskriver og påpeger, og så kunsthistorien som den bliver fremskrevet nationalt i Danmark? Hvilke blinde vinkler pibler med disse breve frem i den danske kunsthistorie i dag?

Samtidig viser Vilhelm Bjerke-Petersens internationale brevudvekslinger sig som langt mere omfangsrige og forgrenede end måske hidtil antaget, hvorfor de også kaster nyt lys over det internationale kunstlivs reelle betydning for den danske surrealistgruppe og for andre samtidige kunstnere. De spor, som Bjerke-Petersens kontakt med det internationale kunstmiljø sætter sig i dansk kunstliv, stikker på den måde langt dybere, hvilket brevene netop dokumenterer.

Projektet er udarbejdet af Johan Zimsen.